Jobstarter hjælper dig med at skrive et CV og en ansøgning til hvert job ud fra din profil og holder styr på de jobs, du har søgt. For at kunne det gemmer vi de oplysninger, du selv skriver. Her kan du læse, hvad vi gemmer, hvorfor, hvem der hjælper os, og hvordan du henter eller sletter det hele.
Kort fortalt
- Vi gemmer det, du selv skriver: din profil, de jobopslag, du sætter ind, og dine ansøgninger.
- Claude, en sprogmodel fra Anthropic, skriver udkastene. Du læser alt og sender det selv.
- Vi sælger aldrig dine oplysninger og bruger dem ikke til reklamer.
- Du kan hente alle dine data i én fil og slette din konto under Indstillinger → Dine data.
Hvem er ansvarlig
Dataansvarlig er Greenfeed (personligt ejet virksomhed), CVR-nr. 37746754, Skovbrynet 5, 5500 Middelfart. Jobstarter er en del af Greenfeed. Skriv til os på guldager@greenfeed.dk, hvis du har spørgsmål til, hvordan vi behandler dine oplysninger.
Hvad vi gemmer
Din konto
Din e-mailadresse, hvornår kontoen blev oprettet, og hvad du har adgang til: om du er med i betaen, hvor mange gratis ansøgninger du har tilbage, og hvornår din adgang udløber. Du logger ind med et link, vi sender på e-mail, så vi gemmer ingen adgangskode.
Ventelisten
Skriver du dig op på forsiden, eller beder du om et login-link, før du er inviteret, gemmer vi din e-mailadresse, datoen og hvor du skrev dig op (fx forsiden eller login-siden), så vi kan invitere dig. Kommer du via et partnerlink, fx fra din a-kasse, bliver du inviteret med det samme. Vi tæller kun, hvor mange der har brugt hvert link; vi gemmer ikke, hvilket link du kom fra, og partneren får intet at vide om, hvem der har brugt det.
Din profil
Det, du skriver om dig selv: navn, kontaktoplysninger, et foto hvis du vælger at tilføje et, erhvervserfaring, uddannelse, kompetencer, sprog og de noter, du skriver til baggrund.
Henter du din profil som CV, gemmer vi det design og sprog, du vælger, og de rettelser, du laver i CV'ets tekst. Det bliver ikke sendt til Claude.
Henter du dit gamle CV ind for at udfylde din profil, gemmer vi ikke selve filen. Det, der blev fundet i den, gemmer vi som et udkast under din konto, indtil du har tjekket det og gemt det i din profil eller valgt en anden fil. Et CPR-nummer, en fødselsdato og din civilstand bliver udeladt og ikke gemt.
Dine ansøgninger
De jobopslag, du sætter ind eller linker til, de CV'er og ansøgninger, der bliver skrevet, dine rettelser, dine svar på spørgsmål om jobbet, forberedelse til samtaler, dine noter og hvornår du har søgt, fået svar eller været til samtale.
Skriv kun det, du gerne vil have med i dine ansøgninger. Skriver du selv noget følsomt, fx om dit helbred, bruger vi det kun til at skrive dine ansøgninger.
Køb
Når du får adgang, opretter vi dig som kunde hos vores betalingsudbyder Stripe med din e-mailadresse, så et køb kan knyttes til din konto. Køber du adgang, gemmer vi, hvad du købte, og hvornår. Dine kortoplysninger går direkte til Stripe; vi ser dem aldrig.
Tekniske oplysninger
Når du bruger Jobstarter, logger vores servere fx tidspunkt, IP-adresse og fejl, så vi kan rette fejl og opdage misbrug. For at begrænse misbrug tæller vi også, hvor mange gange en IP-adresse eller e-mail beder om et login-link; den optælling forsvinder efter højst en time.
Vi bruger kun de cookies, der skal til for at siden virker: nogle der holder dig logget ind og beskytter login, og to der husker dit valg af sprog og af lyst eller mørkt tema. Vi bruger ingen cookies til statistik eller reklame.
Hvad vi bruger oplysningerne til, og hvorfor vi må
- For at levere Jobstarter til dig: logge dig ind, gemme din profil og dine ansøgninger, skrive dine CV'er og ansøgninger og invitere dig fra ventelisten. Det sker for at opfylde vores aftale med dig (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b).
- For at holde tjenesten sikker: logs, grænser for hvor meget der kan bruges pr. time, og spambeskyttelse på forsiden. Det sker på grundlag af vores legitime interesse i at beskytte tjenesten og dens brugere mod misbrug (artikel 6, stk. 1, litra f).
- For at overholde loven: oplysninger om køb gemmer vi, fordi bogføringsloven kræver det (artikel 6, stk. 1, litra c).
Hvem der hjælper os
Vi bruger disse virksomheder til at drive Jobstarter. De behandler kun dine oplysninger efter vores instruks, under en databehandleraftale.
- Vercel (hosting): kører Jobstarter i deres region i Frankfurt. Vercel er en amerikansk virksomhed og er certificeret under EU-US Data Privacy Framework.
- Upstash (database): gemmer din konto, din profil og dine ansøgninger på servere i EU.
- Anthropic (skriver teksterne): når du beder om et CV og en ansøgning, et tjek af jobbet eller forberedelse til en samtale, sender vi din profil, jobopslaget og dine svar til Anthropics sprogmodel Claude. Vi sender ikke din e-mail, dit telefonnummer, dine links eller dit foto. Undtagelsen er, når du selv henter dit gamle CV ind for at udfylde din profil: så sender vi hele filen eller teksten til Claude én gang, så den kan læse den, også de kontaktoplysninger, der står i den. Anthropic ligger i USA; overførslen sker på grundlag af EU's standardkontraktbestemmelser i Anthropics databehandleraftale. Anthropic bruger ikke det, vi sender, til at træne sine modeller, og sletter det inden for 30 dage. Bliver en forespørgsel markeret for at bryde Anthropics regler for brug, kan Anthropic gemme den i op til 2 år.
- Resend (e-mail): sender vores e-mails til dig (login-links, invitationer, påmindelser og kvitteringer) fra Irland. Resend gemmer oplysninger om de e-mails, der er sendt (fx modtager og tidspunkt), i USA.
- Stripe (betaling): håndterer dine betalinger med kort eller MobilePay. Stripe kan også selv være dataansvarlig for fx forebyggelse af svindel; det står i Stripes egen privatlivspolitik.
- Cloudflare Turnstile (spambeskyttelse): tjekker, at det er et menneske, der skriver sig op på forsiden. Cloudflare ser fx din IP-adresse og din browsers tekniske oplysninger og bruger dem ifølge Cloudflare ikke til at identificere, profilere eller målrette dig.
Hvor længe vi gemmer oplysningerne
- Din konto, din profil og dine ansøgninger: indtil du sletter dem eller din konto.
- Et udkast til din profil, fra dit gamle CV eller dine svar: indtil du gemmer det i din profil, begynder forfra eller sletter din konto.
- Din plads på ventelisten: indtil du sletter din konto eller beder os om at slette den.
- Oplysninger om køb: i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, købet hører til, fordi bogføringsloven kræver det. Det gælder også, hvis du sletter din konto.
- Det, vi har sendt til Anthropic: højst 30 dage hos Anthropic, som beskrevet ovenfor.
- Tekniske logs: kort tid, og kun så længe vi har brug for dem til at rette fejl og opdage misbrug.
Dine rettigheder
- Se dine data: under Indstillinger → Dine data kan du hente alt, vi gemmer om dig, i én fil, som også kan læses af andre programmer.
- Rette: du kan selv ændre din profil og dine ansøgninger i appen.
- Slette: under Indstillinger → Dine data kan du slette din konto. Så sletter vi din konto, din profil og alle dine ansøgninger med det samme. Ansøgninger, du allerede har sendt til arbejdsgivere, er ikke omfattet: de har deres egen kopi.
- Gøre indsigelse og begrænse: du kan gøre indsigelse mod det, vi gør ud fra vores legitime interesse, og bede os om at begrænse behandlingen.
- Klage: er du utilfreds med, hvordan vi behandler dine oplysninger, kan du klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk. Skriv gerne til os først, så vi kan prøve at løse det.
Skriv til guldager@greenfeed.dk for alt andet. Vi svarer inden for en måned.
Det gør vi ikke
- Vi sælger ikke dine oplysninger, og vi deler dem ikke med arbejdsgivere eller andre.
- Vi bruger dem ikke til reklamer, heller ikke vores egne.
- Vi træffer ingen automatiske afgørelser om dig. Claude skriver et udkast, men det er dig, der læser det, retter det og beslutter, om det skal sendes.
Ændringer
Ændrer vi noget væsentligt i, hvordan vi behandler dine oplysninger, skriver vi det her og giver dig besked på e-mail, før det gælder.